DANSK ÍSLENSKA NORSK ENGLISH

You are here: Velkommen Ambassadørene Britta Hedegaard

Britta Hedegaard

 

Jeg har et stort ønske om, at vi bliver større – meget større. Det er en stor personlig tilfredsstillelse for mig at få noget til at vokse. Og jeg synes, at den interne ledelsesopgave i en virksomhed er spændende.

Britta Hedegaard

Partner i Bøgetorp Business Development i Billund og ejer af Brima.dk, Hald Ege

 

Britta Hedegaard var salgsleder i en IT-virksomhed med ansvar for gennemførelse af store brancheløsninger og med kontakt til mange forskellige virksomheder. I 2000 blev hun offer for IT-boblen, blev salgsleder i en produktionsvirksomhed inden for SID-området og efterhånden også stedfortræder for den administrerende direktør. Så det var med masser af ledererfaring og kendskab til mange forskellige virksomheder, at hun i 2004 sagde op og startede egen konsulentvirksomhed inden for virksomhedsrådgivning.

 

Det første år som selvstændig drev hun solovirksomheden Brima.dk, men fik så idéen om at slå sig sammen med nogle partnere. Hun kontaktede derfor Bøgetorp ApS, købte sig ind og blev den første partner. Siden er der kommet to partnere mere til, og derudover er der fem ansatte.

 

Bøgetorp arbejder ud fra et enkelt koncept, hvor der aldrig er nogen standardløsninger, men hvor kunderne guides igennem fire grundlæggende strategiudviklingsfaser: SE, TÆNK, PLANLÆG og UDFØR. ”Det lyder banalt, men mange virksomhedsledere er meget handleorienterede, og derfor glemmer de fase to og tre - at tænke sig om og lægge en plan. Hvad enten det er en stor multinational koncern eller en lille ejerledet virksomheder, som er startet i garagen, kan de bruge processen, som er mere eller mindre kompleks, alt efter hvad det er for en virksomhed”, fortæller Britta Hedegaard.

 

Britta Hedegaards dagligdag foregår i en vekselvirkning mellem at give kunden input og at arbejde med input fra kunden. Først er hun ude at køre processer hos kunden, typisk et lederteam. Derefter sidder hun hjemme og sammenskriver de input, hun har fået, og indhenter derefter respons ude hos kunden igen. ”Jeg kan lide, at vores processer er så kundetilpassede, at jeg på en måde skal opfinde den dybe tallerken hver gang. Det bliver aldrig rutine”, siger hun.

 

Som kvinde og som formand for Erhvervskvinder.dk i Viborg er Britta meget bevidst om, at der skal flere kvinder i bestyrelser og topledelser for at sikre mangfoldighed og udvikling i erhvervslivet. Men hun føler ikke selv, at hun tænker eller handler anderledes end mænd. ”Jeg er eneste kvinde i Bøgetorp. De fleste af mine kunder er mænd, og jeg har endnu ikke siddet over for en kvindelig direktør”.

 

Men selv oplever hun ikke, at der er hverken fordele eller ulemper ved at være kvinde, og slet ikke at hun personligt ligger under for nogen kvindelig uvane om ikke at stile højt nok: ”Jeg er meget resultatorienteret og drevet af lysten til at skabe værdi hos kunden og i egen virksomhed. Jeg har et stort ønske om, at vi skal vokse og blive større – meget større. Og lederopgaven vil jeg også gerne påtage mig”.

 

www.brima.dk

www.bogetorp.com


 
 
This website was made by WebHouse