DANSK ÍSLENSKA NORSK ENGLISH

Du er her: Velkommen Ambassadørerne Helle K. Andersen

Helle K. Andersen

 

 

 Vil jeg helst sidde på plejehjemmet med et dyrt smykke og dyre malerier - eller vil jeg sidde der og sige, at jeg tog chancen og skabte noget, der gjorde en forskel?

Helle K. Andersen

Direktør, MEC Energy Nordic 

 

Helle K. Andersen er uddannet leder og cand.merc. jur. og har en fortid i AP Møller. For tre år siden startede hun virksomhed inden for biogas sammen med en opfinder, der havde brugt flere år på at udvikle et 2. generations-anlæg, som revolutionerer og billiggør produktionen af biogas. Teknologien var udviklet – nu skulle produktet ud over rampen.

”Jeg havde på dette tidspunkt netop søsat et nyt investeringsselskab, der var tænkt som et samarbejde mellem Energi Fyn og SDU. Da vores egen investeringsportefølje var brugt, og jeg stødte på folkene bag MEC Energy Nordic, valgte jeg at skyde alle mine egne sparepenge ind her, for jeg kunne se, at det her var rigtigt”, siger hun.

Det nye ved Energy Nordics anlæg er, at de kan omsætte alle former for biologisk nedbrydeligt affald i relativt små anlæg, som kun beslaglægger en brøkdel af den plads og energi, traditionelle anlæg bruger. Nedbrydningsprocessen kan styres og overvåges på en måde, så effektiviteten i produktionen mangedobles. Hemmeligheden er, at de bakteriekæder, der omsætter biologisk affald til gas, sidder fast på et medie, som kan fjernes fra tanken og opbevares, mens tanken fx renses. Men endnu vigtigere: Hver eneste type bakterie i kæden kan følges og næres, som den skal, så anlægget fungerer optimalt hele tiden. Derfor er gasproduktionen langt mere effektiv end i traditionelle anlæg - den går ikke i stå, og tankene skal ikke jævnligt tømmes, renses og sættes i gang på ny med flere ugers spildtid til følge. De små tanke producerer biogas efter tre dage, også efter at være tømt og startet op på ny, hvorimod et traditionelt anlæg skal bruge over 20 dage.  Så det er ikke underligt, at mange investorer gerne vil have fingre i det lille firma.

”Indtil videre har vi sagt nej til at blive købt op. Vi har en opfinder, der har brugt hele sit liv og sin formue på det her, så det skal ikke sælges for en slik”, siger Helle K. Andersen.

Firmaet har etableret søsterselskaber i Spanien og Kroatien og bygget et anlæg i Korea, som også drives af et søsterselskab. Alligevel har omkostningerne været til at overskue.

”Vi har lavet den deal, at vi ejer 60% af søsterselskaberne, mens de selv har skudt kapital ind, der svarer til de omkostninger, de har haft ved at etablere og drive de lokale selskaber. Derfor har vi reelt kun fire millioner kroner ude at svømme lige nu, og de vil være hentet hjem, så snart vi har den første rigtigt store ordre betalt”, siger Helle K. Andersen.

Hendes erhvervseventyr har for hende personligt haft den konsekvens, at hun er flyttet ud på en gård på Sydvestfyn, hvor det var muligt at etablere det forsøgsanlæg, som fremover skal bruges som testanlæg. Hun blev også skilt fra sine børns far, for, som hun siger: ”I den periode gik det så stærkt, at andre slet ikke kunne følge med, heller ikke min mand”.

Og hun fortryder ikke, for selv om hun har travlt og brænder for sit biogas-eventyr, har hun fået mere tid til sine børn nu, sammenlignet med da hun var travl erhvervskvinde i AP Møller.

”Nu er det fuldt skrald med firmaet hver anden uge, når børnene er hos deres far, og hver anden uge nyder jeg at fokusere på børnene. Så jeg er faktisk mere nærværende nu end før og har samtidig den store glæde ved at skabe den her virksomhed”.

Når investeringerne er tjent hjem, og der er penge nok til at give opfinderen hans halvdel tilbage, har Helle tænkt sig at trække sig tilbage. Ikke for at slappe af, men for at nedsætte sig som rådgiver for iværksættere. ”Alt for mange får den forkerte rådgivning, og de er et let bytte for grådige advokater, der vil pelse dem, og investorer, der vil overtage deres forretninger. Er man træt efter mange års slid med en lille forretning, er man et let bytte. Jeg vil hjælpe iværksætterne udenom faldgruberne, for det er dem, vi skal leve af  her i Danmark”.

 

www.mecenergy.dk

 


 
 
This website was made by WebHouse