Lige nu handler det om frihed og fleksibilitet ud over at leve af dét, jeg er allerbedst til. At jeg her og nu kan indrette mit liv på, at jeg har børn, som behøver mig. Men selv om mine unger bliver større, tror jeg, at jeg får svært ved at vende tilbage til at være ansat.
Helle-Merete Hagedorn |
 |
Indehaver af Sprogpartner.dk, Næstved
”Jeg bliver faktisk stadig helt vildt glad hver gang, jeg får positiv respons på et tilbud, og når kunderne er tilfredse”, siger Helle-Merete Hagedorn, der har startet Sprogpartner.dk for halvandet år siden i Næstved.
Sprogpartner.dk lever af at løse komplekse oversætter- og sekretæropgaver for bl.a. de akademiske uddannelsesinstitutioner, hvor Helle-Merete i forvejen havde et netværk, da hun nedsatte sig som selvstændig.
”Jeg er uddannet korrespondent og havde bl.a. arbejdet som sekretær på Handelshøjskolen i København. Da vi flyttede til Næstved, besluttede jeg mig for - efter at have pendlet til København i et halvt år - at forfølge min drøm om at blive min egen arbejdsgiver. Jeg vidste, at der var et behov for ekstern kompetence rundt omkring. Jeg kontaktede mit netværk på Handelshøjskolen, og de ville gerne samarbejde. Det spændende var jo så, om der også var andre akademiske uddannelsesinstitutioner, der ville følge med”.
Det var der. For at afgrænse målgruppen gik Helle-Merete i første omgang efter universiteterne og andre højere læreanstalter og tilbød engelske oversættelser og korrektur til konkurrencedygtige priser. Hendes fortrolighed med akademiske tekster og engelske oversættelser gjorde hende til en specialiseret ressource, som var attraktiv for institutterne, fordi hun var så fleksibel.
Og halvandet år efter virksomhedsstart i Næstved, hvor hun dels arbejder hjemme og fra en plads i et kontorfællesskab, løber forretningen rundt.
Familien flyttede fra København til Næstved pga. de skyhøje huspriser i København og ønsket om, at børnene skulle have noget mere plads at boltre sig på. Hvis Helle-Merete skulle have fortsat med at pendle ind til København hver dag, ville gevinsten for børnene og hele familiens velfærd være røget.
”Jeg har virkelig fået blod på tanden. Det, at man kan skabe sin egen virksomhed og derfor ikke er afhængig af at skulle bo i nærheden af de store byer og arbejdspladser, er en stor frihed. Om tre-fem år vil jeg gerne have en partner med samme motivation og drive for sprog som mig, dog gerne med andre sprogkompetencer. Og det skal være mig, der er chefen, for jeg kan godt lide at bestemme”, smiler hun.
www.sprogpartner.dk
|