Anette Svenningsen

 

 

 Det er en stor glæde at se sit eget produkt, sit barn vokse op og være en succes. At folk vender tilbage og vil have mere. At brugerne bruger det og er glade for det.

Anette Svenningsen

Direktør, European House of Quality A/S - Sherlock

 

Det var Anette Svenningsen, der fik idéen til konceptet, og broderen, der var lotus-softwareudvikleren. Idéen var et software til brug for kvalitets-, arbejdsmiljø-, energi- og miljøstyring i virksomheder. Det skulle baseres på de erfaringer, Anette havde fra sin tid som kvalitetschef inden for lægemidler, isolation, fødevarer, glasfiberindustri mm.

 

Målgruppen var virksomheder, der skulle kvalitets-, arbejdsmiljø-, miljø- eller energicertificeres eller på andre måder kvalitetskontrolleres. Fra 80'erne til i dag er de blevet flere og flere. Fx skal kommunale forsyningsvirksomheder typisk leve op til en lang række ISO-standarder i dag. Det samme gælder hospitalerne, som i øjeblikket er en af de store kunder hos European House of Quality. Virksomheden blev etableret i 1993, men allerede i slutningen af 80’erne udviklede Anette og broderen de første moduler af ”Sherlock”, som systemet kom til at hedde.

 

"Systemets succes består bl.a. i, at det sædvanligvis kun kræver maks. 12 timer at sætte nye kunder ind i brugen af Sherlock. Og det er mest procedurerne omkring det at skulle styre og kontrollere, man bruger tid på. Softwaren i sig selv er ret selvforklarende", siger Anette Svenningsen.

 

I dag, hvor kvalitetsstyring og forskellige former for miljø-, arbejdsmiljø- og energicertificering er standard i de fleste produktionsvirksomheder i Danmark, er vækstområdet for House of Quality det offentlige og udlandet:

 

"Vi kan se, at behovet for certificering og kvalitetsledelse er voksende i lande som Indien, Canada, Polen, Tyskland og Sverige. Indien, fordi de i mange tilfælde ikke kan blive godkendte af importører i vestlige lande, hvis ikke de lever op til internationale standarder. Canada, fordi de har haft en række fødevareskandaler, de nu gerne vil kontrollere sig ud af osv. Vi kan ret nemt tilpasse systemerne, som allerede er sat op på de sprog, der efterspørges".

 

Succesen med ”Sherlock” kunne godt få Anette Svenningsen og broderen til at vokse i form af ansatte, men helst vil de vækste gennem forhandlere, både i Danmark og udlandet. Det betyder nemlig meget for Anette stadig at have den frihed og fleksibilitet i sit liv, som hun nyder nu uden en masse ansatte. På nuværende tidspunkt har Sherlock tre forhandlere i Danmark og to i andre lande. 

 

Bogholderi, PR og marketing køber de sig til som eksterne ydelser. Markedsføringen går dog primært via tilfredse kunders ”word of mouth”. Kunderne bliver desuden inddraget i den innovative proces:

 

"Jeg er konsulenten og underviseren, der vejleder kunderne og guider dem igennem både implementering ude i virksomheden og vores e-learning. Min bror er programmøren og systemudvikleren, der løbende udvikler og tilpasser produktet. Vi gør meget ud af at udvikle i samspil med kunderne, så produktet passer til kundegruppen. Det betyder, at de får adgang til en betaversion og samtidig får deres ønsker implementeret uden at skulle betale dyre udviklingsomkostninger. Det er en win-win situation for begge parter". 

 

www.sherlock.dk